
Jakob Berg
Jakob Berg (1958-2008) blev inspireret af alle former, der fangede hans øje. Design var altid en naturlig del af ham. Hans grundtanke om ergonomiske former og hans valg af materialer var i høj grad betinget af hans sociale refleksion og omfavnende indstilling til livet.
Han blev født i Roskilde i 1958 og uddannet industrieldesigner fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 1987. Former og idéer var altid i Jakob Bergs tanker, og nye projekter lå altid på tegnebrættet. Fra starten af 1990’erne samarbejdede han med flere danske såvel som internationale virksomheder og modtog adskillige hædersbevisninger for sit arbejde. Desuden udførte han med Danida møbelprojekter i både Bolivia, Egypten og Vietnam. Han var en ”træ”-mand med en gennemgående og klar præference for at skabe møbler i træ med elegante, funktionelle og simple former. Om end han foretrak sommerhuset i Kikhavn med sin fascinerende udsigt over Kattegat uanset vejr, så rejste han både langt og ofte for at være med i selve tilblivelsen af sine designs. For Jakob Berg var skønhed essentielt, og han mente, at ”Uden skønhed lever mennesket ikke et sekund”.